lørdag den 18. september 2010

Team Riis version 2.0

Hvis Bjarne Riis tager sig til hovedet og tænker "Hvad er det lige der sker", så forstår jeg ham sådan set udemærket godt. For holdbussen er virkelig blevet rystet de sidste par måneder, og det lader til at det sidste peak nu er nået med Cancellaras afgang.

Der har før været katastrofer på Riis's hold, og vi kan nok alle sammen huske da vores alle sammens Ivan Basso blev kendt som Birillo og blev ekskorteret ud af Touren i 2006 - noget der var medvirkende til at Bjarne Riis senere fik et mere distanceret forhold til sine ryttere.

Men ikke engang det kan måle sig med det der er sket på holdet kort inden starten på Touren. Kim Andersen bliver suspenderet fordi han har meldt ud at han fra næste år skal stå for et kommende pro hold fra Luxembourg hvor begge Schleck brødre forventes at køre. Der blev snakket om mytteri, men det vigtigste var nok at Riis formåede at holde tour truppen fokuseret på målet og var med til at give Andy 2. pladsen efter en legendarisk Tour!

Og så kom sæbeoperaen Vuelta a Espana. Her snakker vi intriger med 2 af holdets store stjerner vælger at drikke sig fulde på hviledagen, og bliver smidt hjem. Samtidig - og i mellemtiden mellem Touren og Vueltaen, melder ryttere som Fuglsang, Breschel, og Voigt at de ikke kommer til at køre for Bjarne til næste år. Alex Rasmussen melder i dag ud at han ikke er sikker på hvor han skal køre næste år, men noget tyder på at det ikke bliver for Riis.

Men den største overraskelse lå nok i måden Fabian Cancellara valgte at forlade holdet på. Den rytter som har virket som den største tilhænger af Riis's filosofi, har i den grad valgt at smække med døren efter en tidlig exit fra Vueltaen, og hans åbenlyse flirten med andre hold. Det bliver dog spændende at se hvilket hold han kommer til at køre for næste år.
Så vi kan vidst kun sige at der for alvor er blevet rykket rundt på Riis's hold, og det ligner mest af alt en total re-boot af holdet. Det er et fåtal af rytterne der kommer videre til 2011 holdet, og fokus vil uden tvivl blive rettet mod Touren. Det er lidt en skam da jeg altid har haft meget stor respekt for Riis's evne til at have et hold der kan vinde alt fra forårsklassikere til de helt store tours. Men jeg tror også det er det der skulle til for Riis. Han skal ud og genopfinde sig selv, og jeg tror også han glæder sig til at være en aktiv del af sit hold igen. Ingen tvivl om at Team Saxobank nok stadig vil være holdet der udklækker rigtig mange nye store talenter - og hvad kan der ikke ske med Richie Porte? Er han den rytter som skal tage over når Contador nok vælger at skifte hold igen i 2013? Men ingen tvivl om at jeg personligt hellere havde set Contador køre for et andet hold, og så have Cancellara i Riis's stald.

tirsdag den 14. september 2010

2 ens brødre - og alligevel så forskellige

Det er før blevet snakket om hvor ens brødrene Schleck egentlig er, og der er ingen tvivl om at de to nærer utrolig stor respekt for hinanden. Alligevel er det lidt nemmere at holde med Frank, fordi han virker langt mere professionel end sin måske mere talentfulde bror.

Andy har allerede sørget for at smække godt og grundigt med døren til Bjarne Riis, efter hans idiotiske opførelse ved den første hviledag i Vueltaen. Både Bjarne og Andy har prøvet at tysse det ned, men den opførsel har alligevel fået den ellers coole Bjarne til at udtale til en spansk avis at "Contador er langt mere seriøs i sin målsætning, og træning, end Andy er". Ikke ligefrem en udtalelse der gyder olie på vandene.

MEN i den helt anden ende har vi Frank Schleck. Han er godt nok 5 år ældre end sin bror, men han er langt mere dedikeret til sin sport. Han træner meget, spiser rigtigt, og så har han en fantastisk evne til aldrig at give op. Det så vi i særdeleshed på Vueltaens etape i går, hvor han først prøver at rykke på den næstsidste stigning, bliver hentet, og så prøver igen på den sidste stigning hvor det lykkedes ham at komme fri og tage vigtig tid på sine konkurrenter. Desværre blev det ikke til en etapesejr, men Rolf's og Ritters betragtning om at der manglede en rytter eller to i bunden af stigningen til at han kunne have taget etapen, gør bare savnet af lillebror Andy ENDNU større.

Jeg synes også at de manglende udtalelser fra Frank omkring lillebror vidner om at storebror ikke er sur, men skuffet! Skuffet over at hans lillebror ikke kunne holde sig koncentreret til at hjælpe ham med at vinde Vueltaen. Nu håber jeg så på at Frank kan overraske på enkeltstarten - han virkede i hvert fald skarp i touren, og så er der den sidste store bjergetape på lørdag som kan vende op og ned på klassementet. Men ingen tvivl om at det er en spændende Vuelta!

søndag den 12. september 2010

De dumme hjul

Ja, jeg var i den uheldige situation at jeg i sidste uge formåede at flække fælgen på mit baghjul - et Mavic Cosmic Carbone. Heldigvis har jeg det forsikret igennem Max Levig, så der burde være mulighed for at få det dækket uden at skulle smide 7-8k igen. Men så kommer man også i en situation hvor man begynder at tænke om man måske skulle prøve noget andet. Mavic hjulene er totalt gennemprøvede, virker næsten upåklageligt, er noget nær det mest aerodynamiske man kan få fingrene i, og er ekstremt solide.

Men så falder man pludselig over f.eks. Hed Jet 6 hjulene, som også ser lækre ud.



Eller et sæt FFWD F6 hjul

Eller et sæt Shimano C50 hjul

Eller......

fredag den 10. september 2010

At bruge indlæg eller ej?

På en træningstur med HCM i torsdags havde vi en punktering. Der var en af de andre der spurgte om han ikke brugte indlæg? Det fik mig til at sige "Livet er for kort til dækindlæg" - skal i øvrigt siges at det ikke var mig der var punkteret. Det fik så en af de andre til at sige "Ja, vi er jo nogle der har kørt med dækindlæg hele sommeren uden punkteringer", og det var så der jeg fandt ud af at jeg ville lave det til et blogindlæg.

Jeg kører med indlæg om vinteren fordi jeg ikke gider at stå og skifte slange i minus grader. Derudover er der langt mere grus på vejene til den tid. Men netop nu, og sommeren over, nyder jeg nu den fantastisk følelse at kunne trille frit uden indlæg. Min holdning er at et godt dæk kan klare de mindste flintesten uden at punktere, og når et dæk begynder at punktere for ofte, så er det fordi det er slidt. Ved at bruge dækindlæg kan man forlænge hjulets levetid - men er det i virkeligheden sundt? Det jeg tænker er at hvis dækket er blevet så mørt/slidt at det ikke kan holde små sten ude - er det så forsvarligt at kaste sig ud i diverse sving med lidt fart på? Nej vel.

Og ja, man kan sgu godt punktere, selv med gode friske dæk - men det tager 5 minutter at skifte slange, koster 20,-, og er god øvelse til den dag hvor flintestenen æder sig igennem dæk og indlæg. At køre med dækindlæg er lidt ligesom at have sex med et kondom - det er sikkert, men det er sgu ikke helt den samme følelse.

Men hvad siger i?

onsdag den 8. september 2010

Det er jo bare for dumt

Man kan sige meget om Bjarne Riis, men han stiller krav til sine ryttere. Ikke så meget at de SKAL levere, men mest på det personlige plan. De skal træne og spise rigtigt, være professionelle, opføre sig åbent overfor ham og meget mere. Og ja, så burde man tro at Stuart O'Grady som har kørt for Riis i en del år nu, og Andy Schleck som har fået sit helt store gennembrud på Riis's hold, vidste at det bare ikke går at trodse team ejeren ved at gå ud og drikke. Jeg skal ikke kunne udtale mig om hvor meget de har drukket, da jeg ikke var til stede, og da der ikke er nogen historie der er sikker. MEN hvis de har fået at vide at de efter aftensmaden skulle holde sig på hotellet, og alligevel vælger at gå ud - så trodser de team ejeren der. At de så vælger at drikke min. 2 øl hver dagen før en etape virker helt åndsvagt, og torske dumt!!

Mest af alt synes jeg det er ondt gjort overfor Frank Schleck, som måske ikke har formen lige nu til at vinde Vueltaen, men det bliver absolut ikke nemmere af at hans bror og holdkammerat vælger nærmest at smide sig selv ud af løbet. Derudover er det en hån mod løbet. Tænk over det - der er sgu da ingen der går ud og drikker under Touren! Dertil er der for meget respekt. Men Andy Schleck brugte løbet som en smal opvarmning til resten af sæsonen, så hvor meget han har vægtet Vueltaen skal jeg ikke kunne sige - men jeg tror ikke det er meget.

Stuart O'Grady har senere været ude og sige at han har knoklet for Bjarne Riis i 6 år - men jeg har virkelig svært ved at se hvad det har med noget at gøre. Så burde han efterhånden også have lært at man gør hvad Bjarne siger. Ren idioti!



Nå, men ellers er jeg generelt lidt bekymret for Bjarnes hold næste år. Contador er hjemme, hurra, men det virker som om at han har glemt sin helt store stjerne og mediedarling: Cancellara. Jeg ville SÅ gerne have set Cancellara træne specifikt op mod at vinde en Ardenner klassiker næste år - jeg tror virkelig at han har formatet til det. Talentet fejler i hvert fald ingenting. Nu tyder alt på at han enten ryger til BMC, eller bliver "tvunget" til at køre endnu et år hos Riis mod hans vilje. Og så kan vi snakke om hvor store resultater han kommer til at lave! Men lige meget hvor Cancellara kommer til at køre næste år, så vil han stadig være en rytter jeg vil holde af. For jeg kan sådan set godt forstå at han ikke har lyst til at køre på det hold der hedder Saxobank-Sungard næste år - for hvor er hans hjælp? Hvor er Klostergaard, O'Grady og Breschel? Fair nok at Breschel er smuttet - det skulle han også efter min mening. Men der er bare ikke blevet købt ekstra ind til at støtte Cancellara i de hårde forårsløb - og på BMC er der trods alt en Ballan og en Hincapie(såfremt han også kører næste år).

onsdag den 30. juni 2010

Kaotisk start på 3 ugers helvede

Hvem havde set den komme? Det havde jeg i hvert fald ikke. Jeg troede faktisk at der var fred og ro på Team Saxo Bank fordi Bjarne endelig var ved at få hentet en hovedsponsor ind, så holdet kunne fortsætte et par år endnu. Og så trækker Kim Andersen og Brian Nygaard denne kanin op af hatten, og fjerner fuldstændig gulvtæppet under Bjarne, og højst sandsynlig de fleste cykelsportsinteresserede. For hvis der er noget de fleste har brug for lige nu, så er det fokus og ro, og hvordan hænger det lige sammen med en offentliggørelse der truer med at ende Riis's livsværk fuldstændig, og som i øvrigt også er imod de "principper" og værdier der hele tiden har været grundstenen på cykelholdet.

Selv sad jeg med tanken i forgårs om at det hele var et fantastisk spin, som ikke engang Stein Bagger kunne have fundet på. Forestil jer at Touren nærmer sig, og den absolutte udfordrer til Alberto Contador pludselig bliver blandet ind i en værre sag, som truer hele harmonien på det cykelhold der skal bringe ham frem til sejren. Derudover må det fuldstændig ødelægge fokus fra rytterens side - give ham bare en smule dårlig samvittighed, med mindre han selvfølgelig er fuldstændig ligeglad med sin sportsdirektør/chef. Samtidig ser alle de andre hold Team Saxo Bank smuldre, og levner dem ikke mange chancer - og ser måske endda en svaghed i holdet som gør at de pludselig går fra at være favorit, til et hold som måske bare skal være tilfredse med en enkelt etapesejr som hurtigt er glemt næste år. Og i virkeligheden var det hele et spil for galleriet - den vildeste strategi for at tage dem alle på sengen. Totalt lang ude tanke - men den her historie er simpelthen også så langt ude.

Men under alle omstændigheder har det vitterligt gjort Touren endnu mere uforudsigelig end den var i forvejen. Sidste år snakkede alle om at Touren 2009 var den vildeste i lang tid, og måske den mest spændende. Lige indtil i år! Vi snakker Contador mod rov. Sidste år var det kun Saxo Bank der turde udfordre ham for alvor - det virkede som om de andre var mere end tilfredse med at komme ind på sekundære pladser. Men i år er Saxo Bank igen den største udfordrer til Contador og hans Astana hold, som umiddelbart ikke har samme styrke som sidste år. Derudover tror jeg vi kan være sikre på at Armstrong tropper op i rigtig god form - måske ikke ligefrem nok til at kunne vinde igen, men han vil om ikke andet gøre ALT hvad han kan for at gøre det svært for Contador. Det kan minde om to kæmper der står og slår hinanden med en kæp, og slet ikke ligger mærke til alle dem der løber lige forbi dem. Sådan tror jeg måske årets tour kommer til at være. Armstrong og resten af holdet vil være så opsatte på at gøre det svært for Contador at vinder, at det vitterligt kan blive åbningen for de andre hold.

Og så er jeg monster spændt på at se Basso tilbage i touren, og se hvad han reelt kan gøre mod de andre favoritter. Jeg har en lille drøm om at podiet ser således ud når de står i Paris:
1. A. Schleck
2. Basso
3. F. Schleck

Og Contador ryger ud af touren efter en skuffende indsats, og en dårlig undskyldning med at han har haft ondt et eller andet sted, eller har været syg.

Med den flotte sejr til Andy Schleck, og Frank Schleck som 3'er, rykker de begge videre til Kim A's nye hold, mens Bjarne fortsætter med holdet. I 2011 mødes de for alvor i touren, hvor begge Schleck brødre flopper fuldstændig, mens Bjarne har stor succes med Cancellara, Breschel og Fuglsang. Spændende udvikling, og kun tiden vil vise hvad vi får at se :)

mandag den 14. juni 2010

Følelse eller fornuft?

Som med så meget andet i livet er vi alle nødsagede til at træffe et valg når der skal investeres i nyt grej til raceren - for ikke at sige når vi skal investere i ny racer. For i modsætning til havregryn og tomater er det ikke bare lige at bestemme sin partner for de kommende sæsoner. Vi er alle nødsaget til at skulle vælge mellem følelse eller fornuft.

Jeg har lige bestilt en ny ramme, som jeg vil bygge op med dele fra min nuværende Cinelli. Og hold kæft hvor har det bare været svært at finde frem til den helt rigtige. Jeg har jo principielt brugt de sidste par år på at kigge på forskellige muligheder, tænke frem og tilbage, og alligevel var jeg egentlig på bar bund da jeg rent faktisk stod med muligheden for at købe en ny ramme. Det der slog mig mest var dog det faktum at vi alle har forskellige ønsker når det gælder cykler.

Jeg havde egentlig ikke særlig mange krav til min nye cykel, men til gengæld var de sådan lidt svære at definere. For det første skulle det være et mærke der ikke var særlig udbredt i Danmark, og helst generelt ikke særlig udbredt. Det skulle have en speciel karakter. Skulle have farver, og så helst ikke veje alt for meget. Jeg fik mange gode ideer og fik kigget på alt som Storck, Specialized, Cervelo, Isaac, Colnago, Basso, Orbea, Cinelli, Canyon, Merida, Fuji, Ridley, you name it.

Alle de tests jeg læste gav dog rimelig klare indikationer om at der var 3 mærker der for alvor stak sig ud. Specialized, Storck og Canyon. Det er absolut nogle cykler hvis top-modeller absolut ikke fejler noget. De var de stiveste, de mest komfortable, og også blandt de absolut letteste. Samtidig havde jeg et godt øje til Orbea Orca - en cykel jeg i lang tid har været fascineret af. Bygget i hjertet af Pyrenæerne(hvor det så end er), og ikke særlig udbredt i DK. Deres nye Orca havde både BB30 krank og tapered headtube hvilket betyder at kronrøret er 1 1/8 i toppen og 1 1/2 i bunden for øget stivhed. Men de tests jeg læste af den var ikke ligefrem fantastiske. Ok stiv, ok komfortabel, og ok vægt, om end lidt i den tungere end(ca. 1600 gram for ramme, fittings, lak, forgaffel, og geardrop - mod ca. 1300 gram for en Specialized Sl3).

Og så er det man bliver splittet mellem følelse og fornuft. Fornuften sagde at jeg skulle smide mine penge efter en Specialized SL3 eller en Canyon CF SLX ramme, og følelsen sagde Orbea Orca. Havde jeg pengene ville jeg købe en Canyon CF SLX ramme og bygge den op med lækre dele og bruge den i de situationer hvor jeg skulle ud og køre løb, og så ellers have en Orca til alle andre dage hvor smilet skulle på læberne. Men så heldig er jeg nu engang ikke, så der måtte for alvor vælges.

Og jeg kan så hermed afsløre at jeg har en svaghed for pæne cykler - det er åbenbart vigtigere for mig hvordan cyklen ser ud end hvilke tal/egenskaber den afgiver. Bevares, en Orbea Orca er absolut ikke en dårlig cykel, men den er ikke blevet bygget af sindsyge tyske ingeniører. Jeg forstår sagtens folk der køber både Specialized, Canyon, Storck eller Pinarello for den sags skyld(godt nok er Pinarello italiensk og dermed lidt eksklusivt, men vil skyde på at de har den største markedsandel når det gælder racercykler i DK). Det er fantastiske cykler, men de giver mig bare ikke den der følelse i maven der gør at man lige kigger efter en ekstra gang.

Jeg har godt nok valgt min Orca i en lidt afdæmpet farve, nemlig den røde farvekombination, men det var faktisk udelukkende fordi de ikke havde en der var lidt mere skrigende, og guld er bare ikke lige mig. Men alt er bedre end en sort/hvid cykel, som slet ikke passer til den følelse jeg vil have når jeg sætter mig op på min cykel for at tilbringe flere timer med et smil på læberne.

Havde jeg købt en Canyon, Scott, Specialized eller Storck, så havde jeg nok siddet om 2 måneder igen og kigget på Orbeas cykler og tænkt "hold kæft hvor er den altså bare flot".

torsdag den 15. april 2010

1, 2, 3 - Spartacus!

For en lille måneds tid siden blev en af de absolutte danske cykeleksperter fremhævet for sin kritik af Team Saxo Bank. Rolf Sørensen mente ikke at det danske hold havde præsteret ordentligt indtil videre, og sagde endda at Riis burde tage en alvorssnak med holdets ryttere. Om kommentaren har virket hos Saxo Bank, eller om Rolf var lidt for langt fremme i skoene skal jeg ikke kunne sige, men hvilke uger Team Saxo Bank har haft det seneste stykke tid, og hvilken rytter er Cancellara ikke?

Store stygge Spartacus startede sæsonen for alvor da han fuldstændig lammetævede Tom Boonen og Juan Antonio Flecha i E3 Prijs Vlaanderen - Harelbeke med et uimodståeligt ryk med lidt over en km til mål. For de af jer som ikke har set slutningen af løbet, så kig engang her, og prøv at se at Boonen sprinter efter, men kan ikke hente ham.

I samme moment tog Breschel også lige en sejr i Dwars Door Vlaandern eller hvordan det staves. Så var den ged ligesom barberet, og foråret for alvor skudt igang.

Så var der ellers lagt i kakkelovnen i forhold til Flandern Rundt, som fra start af havde Cancellara og Boonen som top-favoritter, og vores egen Matti i gruppen lige under. Cancellara har i lang tid snakket om Flandern Rundt som et af hans helt store mål, så det var med spænding at Eurosport startede transmissionen med mig på sofaen. Og hvilket løb! Det var seriøst et af de bedste løb jeg har set. Matti i hopla på bl.a. Koppenberg hvor han fik slået et hul sammen med Boonen, og ikke mindst udskilningen på stigningen før Muren, hvor det var Boonen og Cancellara som fik slået hullet med en god bid vej til mål. Måden Cancellara kørte fra Boonen var fantastisk. Siddende roligt i sadlen, mens Tom måtte op og stå og rokke frem og tilbage, og bare stille kunne se til at han blev distanceret af den store ambulance. Cancellara holdt heldigvis hele vejen til mål, og slog endnu engang den kære Tom.

Matti kom ind med favoritfeltet, men var tydeligvis ikke tilfreds med holdets mekaniske defekter, som kostede ham en topplacering, på trods af en fantastisk form.

Ugen efter var det så tid til den sidste af de helt rigtige brostensklassikere da Paris-Roubaix skulle køres. En fuldstændig fokuseret og topmotiveret Cancellara, mod et felt af stærke konkurrenter. Behøver man overhovedet sige favoritter, når man hører navne som Flecha, Hushovd, Boonen, Hoste, Hincapie, Breschel, Farrar, Leukemans, Pozzato etc. Et utrolig stærkt felt, der nærmest allerede fra start dømte - Cancellara mod rov.

Igen var Saxo Bank utroligt tone angivende allerede tidligt i løbet, med et kæmpe forarbejde fra blandt andre Frank Høj. Og med omkring 50-60 km til mål var favoritterne samlet i front, og så blev der ellers kigget. I et uopmærksomt øjeblik fra Tom Boonen, kørte Cancellara "stille" afsted, og så så de ham faktisk ikke igen. 48 km soloridt og med et forspring der på et tidspunkt var oppe og vende ved ca. 3.30 min. Efterfølgende kan man undre sig over at favoritgruppen, som trods alt bestod af Flecha, Pozzato, Boonen, Hushovd, Leukemans og Hammond valgte IKKE at arbejde sammen for at hente fænomenet. Alle og enhver ved at Cancellara ikke vil kunne køre fra så stærk en gruppe som kører for at hente ham, men de gav alle op. Det sjove var så da Flecha og Hushovd kørte fra favoritterne, så hentede de hurtigt ind på Cancellara igen. Men lad det være vores andres lykke, og en fuld fortjent sejr til Spartacus, som valgte at give Boonen 3 andenpladser.

Så konklusionen må være at Team Saxo Bank kan være utrolig tilfredse med deres brostenssæson, og enhver potentiel sponsor skal da være godt dum for ikke at hoppe direkte på det cykelhold! Så er det bare op til brdr. Schleck at leve op til de forventninger når de på søndag åbner Ardenner ugen med Amstel Gold Race. Skal man umiddelbart tro det de valgte at sige tidligere på året, så snupper Andy Amstel, og Frank Liege-Bastogne-Liege. Kan de gøre det er der ikke et øje tørt!

For at sige lidt om min egen træning, så gik det rigtig godt henover påsken, hvor jeg fik trænet 5 dage i streg. Det var så meningen at jeg skulle have været ude i dag, men en forkølelse jeg har haft siden mandag satte en hurtig stopper for det. Prøvede ellers med konceptet "Det skal arbejdes væk", men 2 dage i Aalborg hjalp i hvert fald ikke på det, så dagen i dag har stået meget i sengens tegn. Nnu skal jeg bare sørge for at holde hovedet koldt, og satse på at jeg kan komme op i gear uden at overtræne. Det ville i hvert fald gøre det endnu værre!

mandag den 15. marts 2010

Status efter Paris - Nice

Udover at vi rent faktisk også nåede frem til foråret i Danmark samtidig med at man i Frankrig kørte mod solen, så fik vi også de første indikationer om at sæsonen så småt er kommet igang.

Jeg tror vi alle klappede i vores små hænder da Jens Voigt krydsede målstregen ved den indledende prolog, og virkelig viste at han absolut ikke er hindret af det skrækkelige styrt han havde under Touren sidste år. Og jeg var endnu mere glad da jeg så ham stå iført den gule trøje, med de smil der kun kan smitte positivt.

At Alberto Contador så forholdsvis kort tid efter snuppede trøjen og holdt den hele vejen til Nice.

Men al det cykleri gav os også nogle svar.

Sagan er en rytter vi alle skal holde øje med. Han kører som en der elsker at cykle, for hver gang der var nogle der angreb, så gik han med og slog en kontra. En rytter som vi alle elsker.

Jens Voigt er tilbage. Lad os håbe at han kun bliver bedre, selvom han absolut ikke kørte dårligt i dette års Paris-Nice.

Alberto Contador er stadig manden der skal slås. Jeg har sagt det før, og vil nok blive ved med at sige det mange gange endnu: Jeg stoler simpelthen ikke på den mand. Jeg ved godt at han findes, men hans præstationer er ikke særlig menneskelige. Det jeg bliver ved med at hæfte mig ved er den enkeltstart han kørte i Touren 2009 hvor han slog Fabian Cancellara. Det lader sig bare ikke gøre for en cykelrytter der er 165 cm høj, og vejer 60 kg. I årets Paris - Nice var han ikke umenneskelig, men jeg kan ikke lade være med at tænke at han holder igen. Men det bliver da spændende når vi nærmer os Juli og Touren skal sættes igang. Jeg tror vi kan se en alliance mod Alberto Contador som vi så det i Touren 2003. Umiddelbart er min tanke at jeg tror at Armstrong kommer til at "slå sig sammen" med nogle af de andre favoritter, og køre bevidst mod Alberto Contador som i år ikke har et lige så stærkt mandskab. Vi snakker en aliance der kunne hedde Evans, Armstrong, Klöden, Leipheimer, Wiggins, 2x Schleck, Sastre, Basso, Pellizotti, Menchov, Vandevelde mod Contador. Det bliver spændende.

Vi fik også set Frank Schleck, som dog ikke imponerede synderligt. Lad os håbe han er lidt skarpere om en måneds tid når det hedder Ardenner ugen. Han skal trods alt vinde Liege-Bastogne-Liege, og Andy skal snuppe Amstel, hvis de skal holde deres oprindelige tanker. Jeg har lige læst en artikel om Frank Schleck, og jeg kan altså ikke lade være med at holde af den mand. Andy er måske det større talent af de to, men jeg synes ofte han bliver skubbet i baggrunden når det gælder hans bror, og bliver ofte klandret for ikke at være særlig god. Men når man tænker på hvordan de 2 kørte på kongeetapen i sidste års Tour, så er han altså ikke helt skidt! Jeg håber virkelig for ham at 2010 bliver hans og Andys år. Jeg håber de snupper en klassiker hver, og at de placerer sig som 1 og 3 på podiet i årets Tour.

Indtil vi ses igen, så god vind