tirsdag den 14. september 2010

2 ens brødre - og alligevel så forskellige

Det er før blevet snakket om hvor ens brødrene Schleck egentlig er, og der er ingen tvivl om at de to nærer utrolig stor respekt for hinanden. Alligevel er det lidt nemmere at holde med Frank, fordi han virker langt mere professionel end sin måske mere talentfulde bror.

Andy har allerede sørget for at smække godt og grundigt med døren til Bjarne Riis, efter hans idiotiske opførelse ved den første hviledag i Vueltaen. Både Bjarne og Andy har prøvet at tysse det ned, men den opførsel har alligevel fået den ellers coole Bjarne til at udtale til en spansk avis at "Contador er langt mere seriøs i sin målsætning, og træning, end Andy er". Ikke ligefrem en udtalelse der gyder olie på vandene.

MEN i den helt anden ende har vi Frank Schleck. Han er godt nok 5 år ældre end sin bror, men han er langt mere dedikeret til sin sport. Han træner meget, spiser rigtigt, og så har han en fantastisk evne til aldrig at give op. Det så vi i særdeleshed på Vueltaens etape i går, hvor han først prøver at rykke på den næstsidste stigning, bliver hentet, og så prøver igen på den sidste stigning hvor det lykkedes ham at komme fri og tage vigtig tid på sine konkurrenter. Desværre blev det ikke til en etapesejr, men Rolf's og Ritters betragtning om at der manglede en rytter eller to i bunden af stigningen til at han kunne have taget etapen, gør bare savnet af lillebror Andy ENDNU større.

Jeg synes også at de manglende udtalelser fra Frank omkring lillebror vidner om at storebror ikke er sur, men skuffet! Skuffet over at hans lillebror ikke kunne holde sig koncentreret til at hjælpe ham med at vinde Vueltaen. Nu håber jeg så på at Frank kan overraske på enkeltstarten - han virkede i hvert fald skarp i touren, og så er der den sidste store bjergetape på lørdag som kan vende op og ned på klassementet. Men ingen tvivl om at det er en spændende Vuelta!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar